DEN ISRAELSK - PALÆSTINENSISKE KONFLIKT historisk og aktuelt. 

Her i 2018 fylder staten Israel 70 år, men man kan ikke sige, at staten ældes med ynde. Jubilæet og USAs ny ambassade i Jerusalem har medført voldsomme protester fra palæstinenserne. Israelske soldater har såret og dræbt mange under demonstrationerne. Denne aktuelle                                                                           konflikt mellem israelere og palæstinensere har lange rødder, der  dels går tilbage til jødernes tilknytning til Israel i gammeltestamentlig tid, dels til arabernes faktiske tilstedeværelse i Palæstina siden islams udbredelse i Mellemøsten i det 7. årh.  

Palæstina har været underlagt forskellige magter i historiens løb, som hver har sat deres markante præg på landet.

På Jesu tid var Palæstina en romersk provins styret af en statholder, den mest kendte af disse Pontius Pilatus. Kejser Titus nedkæmpede et jødisk oprør i år 70, ødelagde templet i Jerusalem og førte jøder og "relikvier" fra templet til Rom. Kejser Hadrian slog det sidste jødiske oprør ned år 135 og forbød jødisk tilstedeværelse i Palæstina. Da begyndte jødernes liv i diasporaen, udlændigheden, som først ophørte med dannelsen af den ny stat Israel 1948.

Under det byzantinske styre fra den nu kristne kejser i Byzans ca. 300 - 600 oplevede Palæstina sin egentlige kristne periode. Fra denne tid stammer gravkirken i Jerusalem og fødselskirken i Bethlehem og mange andre kristne institutioner.

Under det arabiske styre ca. 600 - 1100 skete en stor arabisk indvandring. Den lolale (kanaanæiske ) befolkning blandede sig med araberne og gik over til islam. De få jødiske menigheder i Jerusalem, Hebron, Safed og Tiberias levede deres eget liv.

Under korsfarer-styret ca. 1100 - 1300 var der kun ufred og krige lokalt i Palæstina. De kristne, vesteuropæiske korsfarere var et fremmedelement i landet. Lokalt fik de ingen betydning i landets udvikling. Men mentalt satte konflikten mellem kristne og muslimer sig lange spor helt til vores tid. Vi taler om "os" og "dem". Præsident Bush brugte ordet "korstog" i sin 1. tale efter angrebet 11. sept. 2001, men det skulle han ikke have gjort.

Under det osmanniske styre ca. 1300 - 1917 hørte Palæstina under sultanen i Istanbul. Udviklingen i Vesteuropa gik i disse århundreder udenom Osmannerriget. I slutningen af 1800-tallet blev sultanen kaldt "Europas syge mand". Også Palæstina var præget af stagnation.

Zionismen opstod i slutningen af 1800-tallet som følge af antisemitiske tendenser i Vestreuropa og især af grusomme pogromer i Rusland. Journalisten Theodor Herzl formulerede i "Der Judenstaat" fra 1896 et politisk program for en jødisk stat. Typisk for tiden var den politiske zionisme et europæisk koloniprojekt. I takt med den jødiske bosættelse i Palæstina kom det til sammenstød med den lokale arabiske befolkning. Efter 1. verdenskrig overtog England Palæstina som et såkaldt mandatområde. Den fortsatte jødiske indvandring - især efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland 1933 - gav konstante problemer for både araberne og englænderne. . Efter 2. verdenskrig udbrød regulær borgerkrig mellem israelerne og palæstinenserne. England overgav problemet til FN som vedtog en delingsplan 1947.

Staten Israel blev oprettet 1948. I krigen besejrede Israel de angribende arabiske lande. Samtidig gennemførte Israel i borgerkrigen en etnisk udrensning  i arabiske byer og landsbyer . Resultatet blev ca. 6.-8.000.000 palæstinensiske flygtninge, som nåede frem til de arabiske nabostater og blev bosat i flygtningelejre. FN krævede straks  disse flygtninges ret til at vende tilbage til Israel. Men Israel har aldrig anerkendt sit ansvar for denne etniske udrensning.

Siden 6-dageskrigen 1967 har Israel været besættelsemagt i de erobrede områder. Dette har selsagt givet store problemer: bosættelserne på Vestbredden, Gaza m. fl. Det er nu engang svært at opføre sig pænt som besættelsesmagt.

 

STATUS I DAG: for Israel - for palæstinenserne.

SE BILLEDER FRA FOREDRAGET (et mindre udvalg) I NÆSTE BOKS.